Indikationer på GLP-1-receptoragonist

Type 2-diabetes[redigér]

GLP-1-agonister blev oprindeligt udviklet til type 2-diabetes.^[5]2022 American Diabetes Association (ADA) standarder for medicinsk behandling i diabetes omfatter GLP-1-agonist eller SGLT2-hæmmer som en førstelinje-farmakologisk behandling af type 2-diabetes hos patienter, der har eller er i høj risiko for aterosklerotisk kardiovaskulær sygdom eller hjerte fiasko. De er også en førstelinjebehandling til personer med både type 2-diabetes og nyresygdom. Begge typer medicin kan kombineres med metformin.^[6][7]En af fordelene ved GLP-1-agonister i forhold til ældre insulinsekretagoger, såsom sulfonylurinstoffer eller meglitinider, er, at de har en lavere risiko for at forårsage hypoglykæmi.^[8]ADA anbefaler også brug af GLP-1-agonister i stedet for at starte insulin hos personer med type 2-diabetes, som har behov for yderligere glukosekontrol, undtagen hvor der er katabolisme, hyperglykæmi over en vis tærskel, eller der er mistanke om autoimmun diabetes.^[6]

En metaanalyse fra 2021 fandt en reduktion på 12 procent i dødelighed af alle årsager, når GLP-1-analoger bruges til behandling af type 2-diabetes, samt betydelige forbedringer i kardiovaskulære og renale resultater.^[9]En metaanalyse omfattende 13 kardiovaskulære udfaldsforsøg viste, at SGLT-2-hæmmere reducerer risikoen for trepunkts MACE, især hos forsøgspersoner med en estimeret glomerulær filtrationshastighed (eGFR) under 60 ml/min, mens GLP{{5 }}-receptoragonister var mere gavnlige hos personer med højere eGFR.^[10]Ligeledes var risikoreduktionen på grund af SGLT-2-hæmmere større i populationer med en højere andel af albuminuri, men denne sammenhæng blev ikke observeret for GLP-1-receptoragonister. Dette tyder på forskellig anvendelse af de to stofklasser hos patienter med henholdsvis bevaret og nedsat nyrefunktion eller med og uden diabetisk nefropati.^[10]GLP-1-agonister og SGLT2-hæmmere arbejder på at reducere HbA1c ved hjælp af forskellige mekanismer og kan kombineres for øget effekt. Det er også muligt, at de giver additive kardiobeskyttende virkninger.^[11]

GLP-1-agonister er ikke FDA-godkendt til type 1-diabetes, men kan bruges off-label ud over insulin for at hjælpe type 1-diabetespatienter med at forbedre deres kropsvægt og glukosekontrol.^[6]

Hjerte-kar-sygdom[redigér]

GLP-1-agonister har vist en kardiobeskyttende effekt, når de bruges til behandling af fedme.^[12]

Fedme[redigér]

GLP-1-agonister anbefales som en tilføjelsesterapi til livsstilsintervention (kaloriebegrænsning og motion) hos personer med et BMI over 30 eller et BMI over 27 med mindst én vægtrelateret komorbiditet.^[13]Selvom nogle GLP-1-agonister såsom semaglutid er mere effektive end andre vægttabslægemidler, er de stadig mindre effektive end fedmekirurgi til at forårsage vægttab.^[14]Vægtreduktionseffekterne af GLP-1-agonister kommer fra en kombination af perifere effekter samt aktivitet i hjernen via centralnervesystemet.^[15]

Ikke-alkoholisk fedtleversygdom[redigér]

GLP-1-agonister bliver undersøgt til behandling af ikke-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD). De er mindst lige så effektive som den nuværende medicin, pioglitazon og E-vitamin, og reducerer signifikant steatose, ballondannende nekrose, lobulær inflammation og fibrose ifølge en systematisk gennemgang fra 2023.^[16]Semaglutid er i et fase III-studie for ikke-alkoholisk steatohepatitis, den mere alvorlige form for NAFLD, fra 2023.^[17]

Polycystisk ovariesyndrom

GLP-1-agonister anbefales som behandling af polycystisk ovariesyndrom, alene eller i kombination med metformin. Kombinationsterapien har vist større effektivitet til at forbedre kropsvægt, insulinfølsomhed, hyperandrogenisme og menstruationscyklus-uregelmæssigheder.^[18]Denne brug er off label.^[19]

Depression[redigér]

GLP-1-agonister har vist antidepressive og neurobeskyttende virkninger. De kan også bruges som behandling for de negative metaboliske konsekvenser af andengenerations antipsykotika såsom fedme.^[20][21]

Belønningssystemforstyrrelser[redigér]

GLP-1-agonister er under udvikling for stofbrugsforstyrrelser, en tilstand med få farmakologiske behandlingsmuligheder. De reducerer det selvadministrerede indtag af stoffer og alkohol hos ikke-menneskelige dyr, selvom denne effekt ikke er blevet bevist hos mennesker. Mekanismen bag denne afhængighedsreducerende effekt er ukendt.^[22]GLP-1-agonister er også under undersøgelse til behandling af binge eating disorder, som er den mest almindelige spiseforstyrrelse.^[23][24]